Elektrisk køreglæde i kompakt format – ID.3 GTX er startklar til priser fra 369.995 kr.

  • Mere motorkraft. Mere elektrisk køreglæde: Volkswagens mest kraftfulde elmotor med 240 kW (326 hk) accelererer ID.3 GTX fra 0 til 100 km/t på 5,7 sekunder
  • Sportslig undervogn og direkte styretøj. Introduktion af den nye adaptive Sport DCC-undervogn
  • GTX Performance er ID.3-seriens nye topmodel, der kombinerer omfattende standardudstyr med elektrisk performance og køreglæde

Volkswagen skruer op for spændingen og åbner nu for bestillinger på den nye sportslige topmodel ID.3 GTX. Og der er ikke kun en, men to sportslige topmodeller. Ud over ID.3 GTX, der kommer i en standardversion med 286 hk til 369.995 kr., tilbydes ID.3 GTX også i en Performance-version med 326 hk til 389.995 kr. Sidstnævnte er udstyret med Volkswagen-mærkets hidtil kraftigste elmotor. Begge versioner af GTX omsætter effektivt deres suveræne motorkraft til vejbanen takket baghjulstræk. Med det nye 79 kWh-batteri (netto) placeret under gulvet og mellem for- og bagaksel har ID.3 GTX et lavt tyngdepunkt og en optimal vægtfordeling, der er det perfekte udgangspunkt for at skabe velafbalancerede og inspirerende køreegenskaber.

Kraftig elmotor, stort batteri og høj ladeeffekt. ID.3 GTX Performance er den første model, der er udstyret med den forbedrede version af Volkswagens Performance-drivlinje. Her er motoreffekten øget fra 286 hk i ID.3 GTX til 326 hk i ID.3 GTX Performance. Elmotoren leverer et maksimalt drejningsmoment på 545 Nm i begge versioner af ID.3 GTX – og overstiger dermed effekten fra de kraftigste af Volkswagens turboladede V6-motorer. Og det kan mærkes. I GTX Performance-versionen sparker ID.3 for alvor fra sig og leverer en kraftfuld acceleration, og 0 til 100 km/t er klaret på kun 5,7 sekunder. Topfarten er elektronisk begrænset til 200 km/t – første gang i en ID.-model.

Strømmen kommer fra et nyt 79 kWh lithium-ion-batteri (netto), der kan lynlade med op til 185 kW takket være innovativ opladning og termisk styring med forvarmning af højvoltsbatteriet. Batteriet kan oplades fra 10 til 80 procent på cirka 26 minutter. ID.3 GTX har den længste rækkevidde af alle ID.3-modeller, og en ID.3 GTX kan køre op til 601 km (WLTP), mens Performance-versionen kan køre op til 591 km (WLTP).

Adaptiv sportsundervogn i GTX Performance. Undervognen er specifikt sat op til at levere en mere dynamisk køreoplevelse i GTX-modellerne og er blandt andet udstyret med kraftigere krængningsstabilisatorer, og selve afstemningen af undervognen er tilpasset den elektriske drivlinjes højere motoreffekt. Grundlayoutet består af en MacPherson-foraksel og en femleddet bagaksel med et sofistikeret styresystem, og GTX-versionerne er standardudstyret med et progressivt styretøj, der har variabel udveksling og en mere direkte styring. Performance-versionen af ID.3 GTX er standardudstyret med den nyudviklede Sport DCC-undervogn. Undervognen ændrer affjedringskarakteristik afhængig af den valgte køreprofil i Vehicle-Dynamics -Manager-funktionen. Systemet bruger flere sensorsignaler end før og er dermed bedre i stand til at registrere, hvordan hjulene og karrosseriet bevæger sig. Ved hjælp af raffinerede algoritmer tilpasses affjedringen på millisekunder til den aktuelle kørsel. Det sikrer præcise køreegenskaber og perfekt vejgreb – og ikke kun i sportslige kørselssituationer.

Sportsligt GTX-design og højt udstyrsniveau. GTX og den nye GTX Performance adskiller sig visuelt fra de øvrige ID.3-modeller ved en række specielle sportslige designelementer. Frontkofangeren har et specifikt design for GTX-modellen, der er kendetegnet ved at have et sortlakeret luftindtag med et gitter i diamantmønster og ude i hver side af kofangeren er der karakteristiske trekantede GTX-LED-kørelys. ID.3 GTX har desuden sideskørter, sidespejle og hækskørt, der er lakeret i højglanssort, og den kører på elegante 20” Skagens fælge, der som ekstraudstyr kan bestilles helt i sort.

I forhold til en ID.3 GTX er Performance-versionen – udover den adaptive undervogn og øget motoreffekt – også udstyret med elektrisk justerbare Topsport-sæder, Head-up-display med augmented reality og et "Harman Kardon" lydsystem med 8+1 højttalere, 12-kanals forstærker, subwoofer og 480 W systemydelse.

Du kan finde mere information om ID.3 GTX og ID.3 GTX Performance her:


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk